Gå til hovedindhold

Børnehuset Gimlehøj

Vi glæder os til at tage imod dig og dit barn i Børnehuset Gimlehøj, hvor vi lægger vægt på, at her er en god stemning og en god tone. Børnene skal have det rart og trygt her.

  • Læs op

Indhold

    Gimlehøj er normeret til 24 vuggestuebørn og 40 børnehavebørn.

    • Ørne og Bjørne er grupper med vuggestuebørn (0-3 år).
    • Ravne og Ulve er grupper med børnehavebørn (3-6 år).

    Gimlehøj er det ene af to børnehuse, der ligger i forlængelse af Lisbjergskolen. Det andet hus hedder Mimershøj. Husene deler en række dejlige lokaler, som fx et stort alrum, køkken, atelier, sprogværksted, motorikrum og personaleafdeling. Derudover har vi bl.a. adgang til hal, puderum og bibliotek på skolen. 

    Hvorfor hedder vi Gimlehøj?

    Ifølge nordisk mytologi er Gimle navnet på den hal, hvor de overlevende aser vil mødes efter Ragnarok. Gimle er den smukkeste bygning i hele Asgård og den eneste, der overlever Ildjætternes konge Surts ild.

    Vi synes, at Lisbjergskolen og vores børnehus er et flot byggeri. Tanken om at bo i den smukkeste og prægtigste bygning, der kan overleve selv et Ragnarok, og som tilmed huser de overlevende og allersejeste. Ja, det var vi vældig tiltalte af, og det kunne vi se os selv i. Så navnene på institutioner og stuer er ikke tilfældigt valgt. Det er med tanke på nordisk historie og vores kultur. Det er noget, vi er stolte af.

    Gimlehøj har eksisteret siden 2008, som børnehave på Lisbjergskolen. I februar 2017 flyttede vi i et nyt børnehus i umiddelbar forbindelse med skolen. Samtidig blev Børnehuset Mimershøj bygget i anden fløj. Mimershøj åbnede i september 2018, med en vuggestuegruppe. 

    Det lægger vi især vægt på

    Vi lægger vægt på en anerkendende tilgang til både børn, forældre og personale. Vi arbejder for at skabe en god og udviklende hverdag med fokus på det relationelle, i både børne- og voksenhøjde.

    Vi lægger vægt på, at her er en god stemning og en god tone. Børnene skal have det rart og trygt her.

    Gennem hele dagen har vi fokus på, hvordan vores rum, vores aktiviteter og rutiner fungerer som læringsmiljøer, for eksempel i garderoben, på legepladsen, og når vi slutter dagen af.

    Vi lægger også vægt på, at nogle tydelige værdier kommer til udtryk.

    • Vi værner for eksempel om nogle værdier i forbindelse med måltiderne: Gode vaner, gode manerer, bordskik, hygiejne, at hjælpe til osv.
    • Vi lægger vægt på, at man taler ordentligt til folk, der kommer her.
    • Vi skal huske på, at vi jo også har en opdragelsesfunktion.
    • … Og så skal det gerne være sjovt at være her.

    Det er vigtigt for os at have et udviklende og inspirerende legemiljø med afskærmede områder, hvor børnene har mulighed for fordybelse i en uforstyrret leg og have mulighed for at være sig selv. 

    Vi har et helhedssyn på børnene. Vi har et bredt syn på børnenes læring, trivsel og udvikling, blandt andet med sprog som paraply for meget af vores pædagogiske arbejde.

    Vi arbejder med det hele barn, men har blandt andet fokus på at udvikle børnenes motorik. Vi er meget udenfor, blandt andet for at udnytte vores fantastiske legeplads. 

    Du kan læse mere om, hvad vi særligt lægger vægt på

    Lisbjerg er et lokalområde, der udvikler sig meget. Det kendetegner også Gimlehøj, at medarbejderne gerne vil udvikle sig, blive dygtigere og tænke lokalsamarbejdet endnu mere med, så vi systematisk drager nytte af områdets muligheder. 

    Sådan ser her ud

    Indenfor

    Gimlehøj er det ene af to børnehuse, der ligger i forlængelse af Lisbjergskolen. Det andet hus hedder Mimershøj. Husene deler en række dejlige lokaler, som et stort alrum, køkken, atelier, sprogværksted, motorikrum og personaleafdeling.

    Vi lægger vægt på et udviklende og inspirerende legemiljø med afskærmede områder, hvor børnene har mulighed for at fordybe sig i en uforstyrret leg og har mulighed for at være sig selv.

    • Vi sætter pris på, at vi har hjemme i et stort hus, men vi er opmærksomme på at skabe små rum i det store.
    • Vi sætter pris på det nære udeliv, især i vuggestuen.
    • Vi udforsker gerne vores dejlige legeplads, boldbanerne, skoven og klubbens legeplads.
    • Og så tager især de ældste på ture lidt længere væk end, fx i forbindelse med ”Kend din by” forløb.

    Udenfor

    Vi har nogle store udearealer med dejlige legepladser, der tilgodeser flere aldersgrupper.

    Vores legeplads er opdelt i en nærlegeplads og en større legeplads, vi på nogle tidspunkter af dagen deler med SFO. Det er vigtigt, at legepladsen tilgodeser hele aldersgruppen og samtidig sikrer trygheden og trivsel for den enkelte.

    Der er mange muligheder for at lege og udfordre sig fysisk på legepladsen. Vi har bl.a. klatrestativer, rutsjebane, gynger, cykelbane og bålhus. Vi har også fodboldbane og musikinstrumenter i uderummet.

    Der er sandkasse med legehuse, hvor vi om sommeren sætter solsejl op. En pilehytte og et langhus giver også mulighed for at få skygge. I langhuset er der borde, hvor vi kan tegne, læse eller synge. Det er også her, vi spiser, når vi tager maden med udenfor. Der findes små oaser, huler og gemmesteder for børnene, hvor de kan lege i mindre grupper skærmet af træer og buske.

    Vi arbejder hele tiden på at gøre legepladsen til et sted, der virkelig taler til sanserne - grøn og frodig med frugttræer, bærbuske, krydderurter og stauder. 

    Sådan ser her ud (i øvrigt) 

    Gimlehøj og Mimershøj er to institutioner, der har hjemme i én bygning, og har én pædagogisk leder. Men vi hører hjemme i to forskellige dele af bygningen. Vi har to forskellige indgange og to forskellige hold medarbejdere.

    Gimlehøj ligger i lyse og dejlige lokaler i forlængelse af Lisbjergskolen. Så vi har en tæt forbindelse med skolen, hvilket vi værdsætter på mange måder. 

    • Vi har ugentlig adgang til skolens store hal. For eksempel laver vi forhindringsbaner, som børnene forcerer med iver og gåpåmod.
    • Vi deler et puderum på indskolingens etage, hvor børnene kan tonse rundt.
    • Vi tager hyppigt børn med en tur på biblioteket. Vi har mulighed for at bruge sløjdlokalet, og en sjælden gang imellem besøger vi skolens biograf.

    Vi åbner faktisk sammen med skolen, i det store alrum. Det er ret unikt, og det fungerer fint. Børnene er sammen, fra vi åbner kl. 6.30 og den næste times tid. Der er mange børn sammen, og mange af de ’store’ børn elsker at være sammen med de mindre børn fra Gimlehøj. Hvis nogle af Gimlehøjs børn har søskende, der går i skole, får de også en forlænget morgenstund sammen. 

    De børn, vi lige har sendt i skole, nyder at komme ind og lege med de legekammerater, der stadig går i børnehaven, og så kan de også lige sige hej til de voksne og fortælle lidt om skolen. De mindre børn får tit øje på storebror eller storesøster, på legepladsen, som de kan vinke til eller give et knus. 

     Du kan læse mere om, hvordan der ser ud i og omkring Gimlehøj

    Forrige Næste

    Vi lægger vægt på at organisere os, så der er en tydelig ramme for dagen – med samlinger klokken 9, faste spisetider og en plan for aktiviteter derimellem. På den måde bliver dagen genkendelig og overskuelig for børnene.

    Oversigt over vores hverdag

    * vuggestue                      ** børnehave

    Kl. 6.30-7.15 spises der morgenmad i køkkenet sammen med børn fra Mimershøj og SFO-børn fra skolen. Børnene skal være her senest kl. 7, hvis de skal have morgenmad her. Køkkenet er i ét med vores store alrum.

    Kl. 7.30 går børnehavebørnene på legepladsen. Vuggestuegrupperne fra Gimlehøj og Mimershøj begynder at fordele sig på deres egne stuer.

    * Kl. 8.30 holder vi samling på vuggestuegrupperne, hvorefter vi spiser formiddagsmad.

    ** Kl. 9.00 holder børnehavegrupperne samling og spiser herefter formiddagsfrugt. Samlingen holdes hver dag på nær om mandagen, hvor der er udedag.

    * Kl. 9.00-10.30 laver vuggestuegrupperne forskellige aktiviteter.

    ** Kl. 9.15-10.45 laver børnehavegrupperne forskellige aktiviteter.

    * Kl. 10.30 spiser vuggestuebørnene frokost på deres gruppe.
    Herefter bliver de børn, der skal sove middagslur, skiftet og puttet.

    ** Kl. 10.45 spiser børnehaven frokost i skolens kantine, herefter leges der ude.

    Kl. 13.45-14.30 spises der eftermiddagsmad på alle grupperne. Så vidt muligt spiser børnehaven udenfor

    Kl. 14.00-16.00 (15.30 om fredagen) laves der forskellige aktiviteter.

    Kl. 16.00 (15.30 om fredagen) samles børnene fra Gimlehøj og Mimershøj ude på legepladsen eller i vores fælleslokaler.

    Kl. 17.00 (16.30 om mandagen og om fredagen) lukker institutionen.

    Tidspunkterne kan naturligvis variere i hverdagen, så de skal læses som cirka-tider.

    Traditioner

    Vi lægger stor vægt på at have traditioner, der overleveres fra de større til de mindste børn. Udover genkendelsens glæde skaber traditioner også forventning og tryghed hos både børn og voksne. Desuden bidrager de til, at børnene får en fornemmelse for årets gang.

    I Gimlehøj fejrer vi:

    • Gimlehøjs fødselsdag.
    • Højtider (jul, påske, fastelavn).
    • Bedsteforældredag.
    • Fællesspisning.
    • Aftenfest for de ældste. 

    Vi har fuldkostordning for alle børn. Kosten er overvejende økologisk. Ordningen omfatter:

    Morgenmad

    Består af havregryn / havregrød / ristet rugbrød.

    Formiddagsmad

    • Vuggestuen: Brød / bolle / rugbrød og frugt.
    • Børnehaven: Frugt, som Gimlehøj betaler.

    Frokost

    I løbet af en typisk uge er ingredienserne i madplanen:

    En dag med fisk, en dag med kød, en dag med suppe eller grød, ris- eller pastaret, rugbrød med pålæg.

    Til frokosten får børnene økologisk mælk eller vand.

    Eftermiddagsmad

    • Brød / boller / rugbrød og frugt.
    • Børnene får vand af drikkedunke om formiddagen og eftermiddagen – og efter behov.

    Børnehavebørnene spiser frokosten i kantinen på Lisbjergskolen. Hvert barn har en frokostmakker. Vi har en plan, så børnene følger en fast rutine, får mulighed for at øve sig på at være selvhjulpne, hjælper med at dække bord og rydde op.

    Frokosten er nærende og varieret. Hver måned får vi en madplan fra Lisbjergskolen, så du kan følge med i, hvad der er på menuen. 

     

    Vi stemmer om det

    Det er dig som forælder, der er med til at bestemme om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning eller om vi skal have med madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.

    Læs mere om mad og måltider under aarhus.dk/kost

    Vi voksne er rollemodeller i forhold til, hvordan vi behandler hinanden. Vi lægger vægt på at have en god atmosfære i huset. Vi har en god omgangstone, og vi støtter børnene i at anvende et ordentligt sprog.

    Vi ønsker, at samarbejdet er baseret på åbenhed, tillid og respekt. Vi ønsker at bygge vores forældresamarbejde på en gensidigt forpligtende og konstruktiv dialog. I kan forvente, at vi handler, at vi hele tiden inviterer til dialog, og at vi inddrager jer så tidligt som muligt. For at dit barns dag kan blive så tryg og harmonisk, som muligt, er det afgørende, at vi i fællesskab samarbejder omkring at skabe helhed og sammenhæng i barnets hverdag.

    Vi inviterer gerne, informerer gerne og inddrager gerne. Men husk, at I altid er velkomne til at henvende jer til os.

    • Vi lægger vægt på et åbent samarbejde, der bygger på tillid og tydelige forventninger.
    • Vi går til hinanden. Vi griber noget, når det er der.
    • Vi skal lytte og tage hinanden alvorligt.
    • Jeres børn skal have det godt her, og I skal opleve, at her er trygt og godt for jeres barn.
    • Vi skal levere det nødvendige benarbejde for at skabe og vedligeholde den tillid, der er forudsætningen for et konstruktivt samarbejde om jeres barns trivsel, læring og udvikling.

    Indkøringen

    At begynde i daginstitution er noget særligt for dit barn. Der venter en ny hverdag, nye oplevelser, nye udfordringer, nye venner og nye voksne. Det kan godt tage lidt tid for den lille debutant at få overblik over de nye mennesker og det nye miljø.

    Det er værdifuldt for barnet og hele familien, at den nye periode af livet får en god begyndelse. Derfor er en god indkøringsperiode for dit barn første led i det, der forhåbentlig bliver et godt samarbejde.

    For at dit barns dag kan blive så tryg og harmonisk som muligt, er det afgørende, at vi i fællesskab samarbejder om at skabe helhed og sammenhæng i barnets hverdag. Sammen med jeres barns primærpædagog aftaler I, hvordan indkøringen giver bedst mening for jeres barn.

    Et af vores råd er, at I så vidt muligt gør de første dage efter starten korte. Det vil give dit barn gode muligheder for at vænne sig til de nye omgivelser, og for at lære de nye børn og voksne at kende.

    Det er helt naturligt, at barnet måske græder, når I siger farvel om morgenen. Det betyder selvfølgelig ikke, at det ikke er hårdt. Men vi har erfaring for, at I hjælper barnet bedst muligt ved at gøre alvor af, at I går, når man først har sagt farvel. Sig, at du kommer og henter dit barn, overlad barnet til en medarbejder og gå så. Det er en situation, barnet kan overskue. Barnet vil have nemmere ved at lære og acceptere, hvordan tingene hænger sammen.

    I er altid velkomne til at ringe til os og høre, hvordan det går, da det kan være med til at skabe ro for jer. Pædagogerne sender ofte en sms, om hvordan det går i starten af barnets tid her.

    Forældresamtaler

    Ud over den daglige dialog og indkøringsperioden får I tilbudt nogle mere formelle forældresamtaler:

    • En samtale ca. 3 måneder efter, at barnet er startet i Gimlehøj.
    • To status-/udviklingssamtaler i vuggestuetiden (9-14 måneder og knap 3 år).
    • En samtale ved 4-års alderen med fokus på barnets trivsel, personlige og sociale udvikling
    • En status-/ udviklingssamtale ved 5-års alderen.

    Desuden er I som sagt altid velkomne til at henvende jer til os – med forståelse for, at der ikke er lige meget tid hver dag til at tale om barnet.

    Forældremøder 

    Som udgangspunkt holdes der forældremøder i september og april. Indholdet vil være forskelligt - alt fra foredragsholdere til personalet, der fortæller om vores hverdag, vores pædagogik eller om aktuelle emner. 
    I juni er der på et fyraftensmøde valg til forældrerådet / bestyrelsen for det kommende år. 

    Få indflydelse på hverdagen

    I vores forældreråd har du gode muligheder for at få indflydelse på dit barns hverdag i afdelingen og dagtilbuddet som helhed.

    Se, hvad vores bestyrelse i dagtilbuddet arbejder med under Fælles i dagtilbuddet.

    Dit barns udvikling og trivsel er rigtig vigtig for os. Vi arbejder derfor løbende med at udvikle og forbedre vores pædagogik.

    Læs mere om vores arbejde med børnenes udvikling og trivsel under Fælles i dagtilbuddet.

    Du kan læse mere om vores faglige fundament i vores pædagogiske læreplan. Læreplanen er den fælles rettesnor for det pædagogiske arbejde i dagtilbuddet, og den udgør rammen for alle børns læring.

    Læs dagtilbuddets læreplan

    Du kan også læse vores seneste evaluering af arbejdet med læreplanen

    Sidst opdateret: 29. februar 2024